Pandekager med ørred

Vores pandekager med ørred er en ren fryd for øjet - og de er lige så lækre at spise!

DU SKAL BRUGE

Antal: 4 personer

Pandekager
2 økologiske æg
2 dl kærnemælk
1 spsk olie
50 g fuldkornsspeltmel
50 g hvedemel
½ tsk salt
½ ds majs
Olie til stegning

Fyld
300 g ørred (eller laks)
300 g forårsgrøntsager, (asparges og squash)
2 fed hvidløg
½ bt purløg
Salt og peber

Rygeostecreme
4 spsk rygeost
6 spsk syrnet fløde 9%
Citron, saft
Salt og peber
Radiser

SÅDAN GØR DU

Pisk æg og halvdelen af kærnemælken sammen med de øvrige ingredienser. Tilsæt det sidste mælk til passende konsistens og lad dejen trække lidt. Bag pandekagerne gyldne på en slip-let pande i lidt olie.

Rør ingredienserne til rygeostecremen sammen og smag til med citronsaft, salt og peber. Skær ørreden i tynde skiver og grøntsagerne i fine tern. Sautér grøntsagerne kort 1-2 min. i olie med hvidløg, salt, peber og purløg. Fold pandekagerne to gange, så de ligner ”kræmmerhuse”, og fordel skiver af ørred og grøntsagsfyld i ”kræmmerhusenes” øverste del.

Varm dem igennem ca. 5 min. ved 180° C og servér med rygeostecreme og radiser.