Pæretærte

Antal: 6-8 pers.

En skøn pæretærte med et sirligt strejf af citron og flødeskum på siden - kan du mærke sommeren kalde? 

Opskriftbillede

DU SKAL BRUGE

Dej
220 g hvede
65 g flormelis
100 g smør
1 æggeblomme
1 spsk vand
Salt

Kogte pærer
500 g stødt melis
5 dl vand
2 citronskiver
4 pærer

Æggemasse
2 æg
120 g stødt melis
2 dl fløde
Ca 0,5 dl mandelflager

SÅDAN GØR DU

Dej
Tilsæt alle ingredienser til dejen og bland i en røremaskine, så dejen hurtigt bliver samlet. Læg dejen i køleskabet i ca. 30 minutter. Herefter rulles dejen ud - ca. 3 millimeter tyk. Skær den ud i en cirkelform (overskydende dej samles og fryses eventuelt). Læg dejen i et tærtefad. Prik hul i bunden af kagen med en gaffel. Bages i cirka 8-10 minutter ved 190 C.

Kogte pærer i lage
Lage: Kog sukker og vand sammen med citronskiverne.

Pærer: Skræl pærer, fjern kernehus og skær pærerne i skiver. Læg pærerne i gryden og lad dem forsigtigt simre i ca. 10 minutter, indtil de er bløde. Tag gryden af blusset og lad pærerne køle af i lage. 

Æggemasse
Pisk æggene sammen med sukkeret til en let æggesnaps og bland derefter fløden i. Læg de kogte pærer over i tærtefadet - på dejn - når de er afkølet. Hæld æggemassen udover pærerne og dejen og drys med mandelflager. Bag tærten ved 150 °C i cirka 40 minutter, indtil den har sat sig.

Servering
Server med flødeskum eller vaniljeis på siden.