Omelet med pære og æble

Nok er navnet omelet, men denne dessert er langt fra hvad en traditionel omelet indeholder. Masser af frugt, sødme og smag, mums!

 

DU SKAL BRUGE

Antal: 4 personer

Frugtkompot
4 æbler
2 pærer
1 tsk vaniljesukker
1 tsk kanel
2 spsk sukker
evt. 2 cl cognac
4 æg
70 g sukker
evt. syrnet fløde 9%

Denne dessert er ikke en traditionel omelet, men den er super let at lave, smager fantastisk, og egner sig lige godt tilberedt i små portionsforme, som i et stort fad.

SÅDAN GØR DU

Fjern kernehuset fra æbler og pære, og skær dem i halvtynde skiver. Varm sukker og kanel op på en pande. Når sukkeret er karamelliseret lægges pærer og æbler med vaniljesukker på panden. En sjat cognac (eller vand) tilsættes.

Lad dem ligge cirka 1 minut, inden der røres rundt, så karamellen kan nå at smelte.

Når de er ved at være halvmøre fjernes de fra varmen.

Pisk æggeblommerne luftige med 2/3 af sukkeret og pisk hviderne til softice-konsistens med det sidste af sukkeret. Vend de to æggeblandinger sammen og fyld halvdelen ned i et smurt ildfast fad, kom æble- og pæreblandingen oven på og luk med det sidste af æggemassen.

Det hele bages cirka 20 minutter ved 180 °C. Servér eventuelt med syrnet fløde.