Karrysalat

Det klassiske frokostbord til påske, jul og alle tider derimellem, er intet uden en karrysalat på bordet. Denne opskrift på karrysalat er både nem og hurtig at lave. 

DU SKAL BRUGE

Antal: 4 personer

2 æg
50 g pasta – makaroni
havsalt
2 dl skyr/syrnet mælkeprodukt
4 spsk. mayonnaise
karry
1 gult løg
1 stængel bladselleri
1 syrligt grønt æble
8 cornichoner
1 spsk. kapers
1 tsk. fintrevet ingefær
1 gammeldags modnet marineret sildefilet

Tilbehør
Godt rugbrød
Salat (her er der valgt frisé, men det kan også være hjertesalat)
Brøndkarse

SÅDAN GØR DU

Kog æggene hårde – 9 minutter.

Kog pastaen i 4 liter vand, hvor der er opløst 4 tsk. salt. Kog pastaen al dente, hvilket vil sige, at der stadig skal være bid. Følg emballagens anvisning. Og skær evt. pastaen over for at tjekke den – der må ikke være “melspor”, men gerne en lille hvid kerne i midten, så har den bid. Er makaronien lang, så skær den fint i mindre stykker, når den er kogt og afkølet.

Lad æggene afkøle, og hak dem efterfølgende i tern, enten med en kniv, eller del dem på langs og på tværs i en æggedeler. 

Rør skyr/syrnet mælk med mayonnaise og karry – start med et par teskefulde.

Skær løg, bladselleri, æble, cornichoner og kapers meget fint. Vend det i cremen sammen med ingefær, hakkede æg, makaroni og fine strimler af sildefilet. Smag til med karry, salt og peber.

Skyl og slyng salat og brøndkarse ren og tør. Anret på rugbrød med salat og brøndkarse.