Hindbærmuffins med chokolade

God til de eftermiddage der kræver lidt ekstra kage. Sød chokolade og hindbær i en kagesymfoni uden lige!

DU SKAL BRUGE

Antal: 20 stk.

2 økologiske æg
240 g sukker
100 g smør, smeltet
1 dl mælk
210 g hvedemel
2 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
300 g hindbær
100 g mørk chokolade, groft hakket

 

SÅDAN GØR DU

Pisk æg og sukker hvidt og skummende med en elpisker. Bland skiftevis smeltet smør, mælk og mel blandet med vaniljesukker og bagepulver i æggemassen. Rør det hele godt rundt og vend hindbær og chokoladestykkerne heri.

Fyld dejen 2/3 op i muffinsforme, og bag dem ved 180 °C i 20-25 minutter afhængig af størrelsen.